Fascia er et utrolig vigtigt – men desværre tit overset element i hestens anatomi.
Fascia er det vi i almindelig tale kalder bindevæv, og består ligesom sener og ligamenter, primært af kollagenfibre og elastan, der tilsammen gør det stærkt, fleksibelt og elastisk.
Fascia er et tyndt blødt væv, som omkranser og gennemtrænger alle muskler, knogler og organer, og er det der binder det hele sammen således at kroppen er i stand til at bevæge sig som én enhed. Derudover har det til formål at støtte og beskytte, udgøre en støddæmpende funktion for musklerne, udgøre et område hvorpå musklerne kan hæfte samt sikrer at musklerne kan glide uhindret mod hinanden.
Velfungerende fascia er løst, blødt og mobilt, men kan blive overbelastet eller beskadiget, hvilket vil resultere i nedsat fleksibilitet og elasticitet.
Stram fascia kan være direkte årsag til smerte og ubehag hos hesten, og vil til hver en tid påvirke resten af hestens krop og bevægemønster. Beskadiget fascia, kan være årsag til problemer andre steder i kroppen grundet de anatomiske sammenhænge, og kan være skyld i, at afspænding og afbalancering ikke har den ønskede effekt, idet spændt fascia kan ”trække” tingene tilbage til udgangspunktet før afspænding, eller helt hindre afspænding.
Det er derfor vigtigt, at være opmærksom på fascia, og arbejde med dette. Jeg benytter forskellige fascieløsningsteknikker, for derved at opnå et mere optimalt resultat for afspænding og afbalanceringen.