Termografi


Jeg tilbyder, som supplerende redskab til de fysiurgiske terapiformer, termografisk tjek af hesten –og/eller udstyr.


Termografi er en teknologi, hvor der tages billeder af hesten med et specielt varmefølsomt kamera, hvor temperaturerne illustreres på billederne gennem farver.

Ved at synliggøre varmeudsving på hestens krop, kan det hjælpe med at afsløre inflammation, eller begrænset cirkulation i områder der ikke viser sig i hestens bevægemønster i ganganalysen, eller ikke kan palperes frem.


Termografering kan derfor være en hjælp til heste der ikke fungerer optimalt, eller heste der viser symptomer der ikke hænger sammen med hestens bevægemønster i ganganalysen, bevægetest eller palpation.


I nogle tilfælde finder jeg også restriktioner der fjernes, men at hesten stadig viser tegn på ubalance. Her kan termografien være med til at vise hvor på hesten der også skal arbejdes.


Varmeudsving omkring led eller muskler kan indikere lokationen af en problemstilling. Forhøjet temperatur kan indikere inflammation omkring hvirvler, led eller muskler, mens lav temperatur kan indikere begrænset cirkulation.


Hvis der er den mindste usikkerhed omkring årsagen eller alvoren af restriktionen eller problemet, henvises hesten til dyrlæge.