Heste har altid fyldt meget i mit liv, og jeg har fra barnsben beskæftiget mig med pasning og ridning af heste, og har beskæftiget mig med heste enten som rytter, teoretisk under uddannelser eller som terapeut.
Jeg udviklede hurtigt en særlig interesse for hestens sundhed og velfærd, og forstod tidligt at vores påvirkning og håndtering af hestene har utrolig stor betydning for deres velbefindende.
Vi passer selvfølgelig alle godt på vores heste, men på trods af det, kan de stadig opleve ubalancer og restriktioner i kroppen.
Da jeg forstod vigtigheden af hestens generelle kropsbalance og velfærd, vidste jeg med det samme at det var det jeg skulle beskæftige mig med. Det blev derfor hurtigt vigtigere for mig at sørge for at hestens sundhed og velbefindende var i orden, end det var for mig at ride dem.
Jeg startede derfor uddannelsen som jordbrugsteknolog med speciale i hestens sundhed og velfærd, med henblik på at erhverve mig et akademisk grundlag for forståelsen for- og arbejdet med hesten.
Da jeg havde færdiggjort denne uddannelse følte jeg mig langt fra færdig, og toppede den derfor op med en PBA i jordbrugsvirksomhed – igen med speciale i hesten.
Da jeg havde færdiggjort min PBA – stod jeg med en god akademisk baggrund, og udgangspunkt til at arbejde seriøst med hestene. Jeg følte dog stadig jeg manglede et aspekt til virkelig at kunne gøre en forskel.
Jeg startede derfor uddannelsen til Fysiurgisk Hesteterapeut hos Center for Dyreterapi, og så faldt det hele på plads for mig. Jeg kunne nu kombinere teoretisk viden med de praktiske terapeutiske redskaber, for derved at kunne arbejde hele vejen rundt om hesten – både i forhold til lovgivning, staldmiljø, ernæring samt terapeutisk med hestens krop.
I dag praktiserer jeg fysiurgisk hesteterapi på fuld tid med udkørende praksis på hele Sjælland.
Min vision er at hjælpe jeres heste til bedre trivsel, og derved give dig som ejer og rytter større rideglæde og bedre præstationer.
Jeg arbejder udelukkende ud fra evidensbaseret viden og veldokumenterede teknikker, for derved at opnå optimerede resultater med jeres heste, samt sikre både min og hestens sikkerhed.
Jeg er derfor også medlem af foreningen ”Godkendte Hesteterapeuter”.
Faglighed og sikkerhed – når din hest har brug for hjælp.
Jeg arbejder ud fra en holistisk tankegang, hvor alle faktorer påvirker hestens sundhed, velfærd og trivsel med lige stor betydning. Det være sig biomekaniske udfordringer, staldmiljø, daglig management, træning, udstyr - og ikke mindst ernæring.
Det kan være en ret kompleks opgave at få det rette overblik over hestens foderration.
Jeg oplever ofte heste med fysiske udfordringer som spændinger og ubalancer i kroppen der påvirker hestens velfærd og rytterens rideoplevelse – som rent faktisk stammer fra en foderplan der ikke opfylder hestens behov.
Derved vil det fysiurgiske arbejde med hesten ikke være tilstrækeligt for at få hesten afbalanceret og fuldt funktionel, da noget af problematikken skyldes ernæringsmæssige ubalancer.
Jeg tilbyder derfor som suplement til den fysiurgiske terapi, en grundig gennemgang af din hests foderplan.
Du får både en grafisk oversigt over indholdet i foderrationen, ligesom du får en detaljeret forklarende gennemgang af de enkelte næringsstoffer og de tilhørende værdier.
Derved får du en overskuelig gennemgang af hvad hestens foder egentlig bidrager med og hvordan dette stemmer overens med hestens behov, så du har mulighed for at lave justeringer hvis dette er nødvendigt.
På denne måde sikrer du at din hest har det bedst mulige grundlag for at få den fulde udnyttelse af den fysiurgiske terapi.